Immunprofylakse, vacciner og sera

Forfatter: Professor, dyrlæge ph.d. Lars Erik Larsen, DTU Veterinærinstituttet. Revideret 1.12.2016.

 

Vacciner og immunisering 

Specifik forebyggelse mod infektiøse sygdomme kan opnås ved passiv eller aktiv immuni­sering.

Passiv immunisering
Passiv immunisering, dvs. overførelse af allere­de ud­vik­­lede an­tistoffer fra et immuniseret til et modtageligt dyr, gi­ver en øjeblik­kelig, men kortvarig beskyttelse. Anti­stof­ferne kan gives enten som ufraktioneret anti­serum el­ler som immunoglobulin f.eks. i form af råmælks- eller valleprodukter.

Antistoffer af denne type kaldes for polyklonale, idet an­ti­stof­fer­ne er rettet mod flere for­skellige determi­nanter (epitoper) på an­tigenet. Monoklonale antistoffer er an­ti­stof­fer, som er rettet mod en enkelt epitop. Mono­klonale an­tistoffer produceres i cel­le­kul­turer og kon­cen­tra­tionen af an­tistof er så lav, at en opkon­cen­tre­ring/­oprensning er nød­vendig. I øjeblikket er der dog kun begræn­set te­ra­peu­tisk anvendelse af monoklonale anti­stoffer i hus­dyr­bru­get og ingen er registreret til anvend­else i Danmark.

Plasma produkter og immunglobuliner fremstilles ved oprensning af anti­se­rum, im­mun­globulinpræparationer an­vendes kun i rin­ge grad inden for ve­te­r­i­nærmedicinen, men der er produkter på markedet

Aktiv immunisering
Den proces, hvorved et dyrs immunforsvar aktiveres ved til­før­sel af et antigen fra et in­fek­tiøst agens, kaldes vac­cination. For­mål­et med vaccination er som oftest at fo­rebygge en infektiøs syg­dom, der er nærliggende ri­si­ko for at et dyr eller dets nyfødte af­kom vil blive udsat for. Et andet formål kan være at opnå mil­de­re og min­dre tabsvoldende sygdomsforløb. Vacci­nation er et hjæl­­pe­middel til at skabe balance mellem mikroorganis­me og vært.

Ved aktiv immunisering tilføres dyret et anti­gen, og dy­ret sti­mu­leres derved til dannelse af humoralt og/eller cel­lemedieret im­mun­svar. Den aktive immuni­sering ud­vi­kles relativt lang­somt i for­­hold til den direkte tilførsel af antistoffer ved passiv immuni­se­ring. Den største for­del ved aktiv immunisering er, at det medfø­rer dannelse af hukommelse (memory cells), som giver en læn­ge­­re­varende beskyttelse og et hurtigere sekundært im­mun­svar ved gen­tagen applikation af antigenet (booster­ef­fekt).

Anvendelse af fæces til immunisering af søer og grise (fæces immunisering/back feeding) med henblik på at soen skal udvikle immunitet mod eventuelle patogener der findes i fæces kan betragtes som aktiv immunisering, men denne praksis er i henhold til Lægemiddelstyrelsen ikke tilladt i Danmark.

Vaccinetyper
De vaccinetyper, der anvendes til aktiv im­mu­ni­sering, kan ind­deles i:

Levende vacciner

  • svækkede mikroorganisme-vacci­ner
  • deletions-vacciner
  • recombi­nant-vacciner
  • vektor-vacciner

2) Inaktiverede vacciner

  • ­dræbte helcelle-vacciner
  • proteiner, f.eks. toksoid-vacciner
  • specifikke antigener, f.eks. eks­traktvac­ciner
  • peptid-vacciner
  • DNA-vacciner (genetisk immunisering)

"Levende", modificerede eller attenuerede vacciner
"Levende" vacciner, kan frem­­kalde immu­nitet uden at give sygdom fordi de er blevet svæk­­ket (modificeret/at­te­nue­ret). Denne immunitet efterligner den im­mu­nitet, der opstår efter syg­dom fremkaldt af den re­le­van­te infektiøse agens. En yderligere fordel ved le­v­ende vac­cine er, at der sker en opformering af mikroorganismer i de vac­cinerede dyr. De le­ven­de vac­ciner kan medføre visse ulemper. På grund af op­for­me­ringen af de levende mikroorganismer vil de vac­cinerede dyr kunne ud­skil­le disse, som kan op­tages af an­dre dyr, som igen kan udskille og overføre til an­dre dyr osv. Selv om en sådan cirkula­tion i en population ik­ke behøver at have konsekvenser i form af syg­dom, kan man ikke se bort fra, at der kan opstå virulen­te mu­tationer (reversion til virulent form) el­ler sygdom hos dyr med et svæk­ket immunsy­stem.

Endvidere vil modificerede mikroorganismer i de levende vac­­ciner kunne medføre en for­bigående immun­sup­pression, som gør dyrene mere mod­tagelige for andre infekti­øse agens.

Selv banale virusinfektioner kan udgøre en risiko for fostrene hos drægtige dyr. Det kan derfor generelt ikke anbefales at an­ven­de levende vacciner til drægtige dyr.

Inaktiverede, "dræbte" vacciner
Ved anvendelse af "dræbte" vacciner er risikoen for kliniske symptomer på grund af vaccinen minimal i for­hold til de "leven­de" vacciner, fordi der ikke sker op­for­me­ring af ­de dræbte mikroorga­nismer i dyret.

Generelt er inaktiverede vacciner ikke så gode til at inducere cellemedieret eller lokal immunitet som levende vacciner. Der er ikke altid korrelation mellem antistofniveau og beskyttelse.

I Danmark foretrækker man så vidt muligt at an­ven­de "dræb­te" vacciner til produktionsdyr på grund af den po­tentielle risiko ved "levende" vac­ci­ner, specielt risikoen for at spredning af agens og risikoen for at vac­cinen kunne indeholde an­dre levende agens.

I denne sammenhæng bør også nævnes, at et ekspor­te­rende land­brugsland som Danmark må se alvorligt på den risiko, der kan være ved, at vacciner eventuelt inde­hol­der uønskede antige­ner, selv om de er inaktivere­de. An­tigenerne udgør ganske vist ik­ke nogen sygdoms­ri­si­ko, men de anti­stoffer, som dannes mod dis­se an­ti­gener, vil ikke altid kunne skelnes fra anti­stoffer dannet ef­ter na­turlig infektion. Påvisning af sådanne antistoffer i sera fra dan­­ske vacci­nerede dyr kan således potentielt få sto­re økonomiske kon­sekven­ser.

Sammenligning af "le­vende" og "dræbte" vacciner

"Levende" vacciner "Dræbte" vacciner
Langvarig immunitet

Kan revertere til virulens
Som regel kortvarig immunitet

Ingen kliniske symptomer som følge af virusopformering
Enkelt dosering Boost nødvendig
Adjuvans sjældent nødvendig Adjuvans nødvendig
Lille risiko for hypersensitivitet Risiko for hypersensitivitet og lokale bivirkninger
Holdbare i frysetørret tilstand: labile i opløst form Lette at opbevare
Risiko for kortvarig immunosuppression Giver som regel ikke anledning til immunosuppression

Autovacciner
Autovacciner er vacciner fremstillet på grundlag af an­ti­ge­ner fra inficerede dyr i en be­sæt­ning. Sygdoms­pro­­blemet skal være ak­tuelt og det infektiøse materiale stam­me fra et sygt dyr. Au­to­vac­ciner kan være meget ef­fektive, fordi vac­ci­nen kan indeholde net­op de anti­ge­ner, der er aktuelle i den pågældende besætning, men der er sjældent god dokumentation for autovacciners effekt, da der sjældent udføres kontrollerede forsøg med autovacciner.

Vaccinationsstrategi
Vaccination er primært en profylaktisk foran­stalt­ning, der skal an­vendes til sunde dyr, før sygdom ind­træder. I an­grebne besæt­ninger kan vaccina­tion i visse til­fælde være et hjælpe­middel til be­grænsning af syg­doms­tab. Uanset dy­re­art vil tilrettelæggelsen af en ra­tionel og effek­tiv vaccina­ti­onsstrategi kræve en række o­ver­vejel­ser:

  • Hvilke sygdomme kan de pågældende dyrear­ter vacci­neres imod?
  • Hvilke af disse sygdomme er en aktuel risi­ko for dy­ret (be­sæt­­ningen) - som der altid bør vaccineres for?
  • Er målgruppen de voksne dyr, ungdyrene eller de spæ­­de dyr?
  • Hvordan gennemføres vaccinationsplanen mest ratio­nelt?
  • Hvordan opbevares vaccinerne?

Opbevaring af vacciner
Opbevaring af vacciner skal ske efter fabrikan­tens an­vis­ninger, men som generel regel gæl­der, at vacciner skal op­bevares ved kø­le­temperatur, dvs. 2°-8°C. De fle­ste vac­ci­ner tåler ikke frostgra­der.

Anbrudte hætteglas skal benyttes inden for kort tid, tidsrummet varierer for de forskellige vacciner fra få timer til inden for samme arbejdsdag.

Holdbarhed
Den udløbsdato, vaccinen er mærket med, forudsætter, at vaccinen er opbevaret som angivet af producenten. Ofte er det en temperatur på mellem 2º-8ºC.

Returnering af ubrugt vaccine
U­brugt vac­ci­ne tages ikke retur. Årsagen er, at opbevaringsfor­hol­dene vil være ukendte og at en eventuel smitterisiko efter om­stæn­dig­hederne ikke kan ude­lukkes.

Vaccinerester
I følge Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 er vacciner at betragte som farligt affald.

Af bekendtgørelsens §54 fremgår det, at Kommunalbestyrelsen etablerer indsamlingsordninger i form af afhentningsordninger for farligt affald. Kommunalbestyrelsen skal etablere indsamlingsordnin­ger for farligt affald fra private husholdninger og virksomheder, og borgere er forpligtet til at benytte ordningerne.

VIF | Lersø Parkallé 101 | 2100 København Ø | Telefon: +45 39 27 09 25 | Fax: +45 39 27 09 18 | Mail: vif@vif.dk